En spire, en plante, et træ.
Eliane Radigues musik er en kystlinje. Én lang, snoet konturstreg, der langsomt ændrer form. At lytte til hendes musik er som at se en plante vokse; ulideligt hvis man venter på dens forandring, smukt hvis man fortaber sig i dens nuværende form.
Jeg har mest lyttet til Eliane Radigues i min lejlighed; lavt hængende omkring mig, som et lydtapet der farver rummet. En omkringliggende, stabil musik der flytter ind mellem væggene og kun lige hæver sig over rummets egne lyde; køleskabets summen, computerens ventilation og støjen fra bilerne på gaden, der rækker gennem det lukkede vindue.
Det er en passiv måde at lytte på; at lade kompositionen indgå i rummet på samme måde som planten i vindueskarmen. Først når den ikke er der længere, lægger man mærke til den.
Nogle gange bliver den væk; bag lyden fra elkedelen, når jeg koger vand for at lave kaffe. Bagefter dukker den diskret frem igen. Og når køleskabet holder pause med et brat suk, og gaden udenfor ligger stille, bliver den pludselig klar og insisterende.
Hendes musik har en evne til at ændre sig og til altid at flyde ind i et rum på en ny måde. Den har en ekstrem elasticitet og kan det ene sted forblive en overhørt støj og et andet sted strømme som en tone, der går over sine breder. Som et monument der bevæger sig dybt ind i den lyttende krop, hvorfra det langsomt siver ud igen.
Den er en spire, en plante, et træ.
Jeg er fascineret af den måde lyde kan lægge sig oveni hinanden og skygge for hinanden; hvordan toget kan fjerne musikken i høretelefonerne, og hvordan lyden fra mine trommehinder pludselig kommer frem, når jeg kommer træt hjem, sætter mig i lænestolen og alt omkring mig er stille.
Eliane Radigues musik virker på mange måder, som om den er interesseret i at forsvinde. Som om den prøver at gemme sig bag højttalerens membran. Eller som om den er interesseret i at indgå i et kredsløb og gå i ét med lyden fra vandet der løber gennem radiatoren.
Den ændrer sig alt efter, hvorfra man lytter. Tonerne iriserer i rummet; drejer man hovedet, er den allerede forandret.
Den er svær at holde fast i. Svær at huske. Svær at adskille fra hinanden. Den er som vand mellem fingrene; den løber væk, så snart man prøver at gribe om den.
Eliane Radigues musik har ingen fremdrift. Den bevæger sig ikke hen imod noget. Ligesom kystlinjen snor den sig frem, for på et tidspunkt at finde sig selv igen.
Eliane Radigues musik er en kystlinje. Én lang, snoet konturstreg, der langsomt ændrer form. At lytte til hendes musik er som at se en plante vokse; ulideligt hvis man venter på dens forandring, smukt hvis man fortaber sig i dens nuværende form.
Jeg har mest lyttet til Eliane Radigues i min lejlighed; lavt hængende omkring mig, som et lydtapet der farver rummet. En omkringliggende, stabil musik der flytter ind mellem væggene og kun lige hæver sig over rummets egne lyde; køleskabets summen, computerens ventilation og støjen fra bilerne på gaden, der rækker gennem det lukkede vindue.
Det er en passiv måde at lytte på; at lade kompositionen indgå i rummet på samme måde som planten i vindueskarmen. Først når den ikke er der længere, lægger man mærke til den.
Nogle gange bliver den væk; bag lyden fra elkedelen, når jeg koger vand for at lave kaffe. Bagefter dukker den diskret frem igen. Og når køleskabet holder pause med et brat suk, og gaden udenfor ligger stille, bliver den pludselig klar og insisterende.
Hendes musik har en evne til at ændre sig og til altid at flyde ind i et rum på en ny måde. Den har en ekstrem elasticitet og kan det ene sted forblive en overhørt støj og et andet sted strømme som en tone, der går over sine breder. Som et monument der bevæger sig dybt ind i den lyttende krop, hvorfra det langsomt siver ud igen.
Den er en spire, en plante, et træ.
Jeg er fascineret af den måde lyde kan lægge sig oveni hinanden og skygge for hinanden; hvordan toget kan fjerne musikken i høretelefonerne, og hvordan lyden fra mine trommehinder pludselig kommer frem, når jeg kommer træt hjem, sætter mig i lænestolen og alt omkring mig er stille.
Eliane Radigues musik virker på mange måder, som om den er interesseret i at forsvinde. Som om den prøver at gemme sig bag højttalerens membran. Eller som om den er interesseret i at indgå i et kredsløb og gå i ét med lyden fra vandet der løber gennem radiatoren.
Den ændrer sig alt efter, hvorfra man lytter. Tonerne iriserer i rummet; drejer man hovedet, er den allerede forandret.
Den er svær at holde fast i. Svær at huske. Svær at adskille fra hinanden. Den er som vand mellem fingrene; den løber væk, så snart man prøver at gribe om den.
Eliane Radigues musik har ingen fremdrift. Den bevæger sig ikke hen imod noget. Ligesom kystlinjen snor den sig frem, for på et tidspunkt at finde sig selv igen.